Psoriasis - hvilken creme skal jeg vælge? Og hvad er den optimale behandling?

 

Hvad er psoriasis? 

Psoriasis er en kronisk hudsygdom, som skyldes en betændelsesreaktion (inflammation) i overhuden og læderhuden samt en overproduktion af hudceller i overhuden. Psoriasis forekommer ofte som områder med røde pletter, skællende plamager og som kløende og irriteret hud. Psoriasiselementerne er ofte placeret i hårbunden, på albuer og knæ samt den nedre del af ryggen. Der er tale om en arvelig hudlidelse, som rammer ca.  2-3 % af befolkningen - det svarer til omkring 150.000 danskere. Hvis begge dine forældre har psoriasis, er der 40-50 % risiko for, at du også får det/har det, og hvis det kun er den ene af dine forældre, som har det, er der 15% risiko for, at du får det. Arveligheden er ofte forbundet med vævstyper, derfor er din vævstype afgørende for, hvor disponeret du er for at nedarve hudlidelsen. Psoriasis kan forekomme i alle aldre – de fleste har debut i 10- 30-årsalderen. Når man først har psoriasis, har man sygdommen for livstid, dog vil der være perioder helt uden symptomer, hvor sygdommen ikke er særlig tydelig. Du kan læse mere om selve hudlidelsen psoriasis her. I denne artikel vil vi holde fokus på den optimale behandling af psoriasis samt fugtplejens afgørende rolle. Via dette link kan du høre mere om Idas fortælling om dagligdagen med psoriasis. 

 

 

 

gode produkter mod hudorme

Eksperten bag artiklen: Hudlæge og biokemiker Uffe Koppelhus

Hvordan behandles psoriasis?

Psoriasis er en såkaldt auto-inflammatorisk sygdom og som andre sådanne sygdomme, er der desværre ikke nogen decideret helbredende kur. Det er derfor vigtigt, at du indstiller dig på, at psoriasis er en kronisk hudlidelse. Det skal dog fremhæves, at behandling kan mindske generne betydeligt. De fleste kan nøjes med lokalbehandling, men behandlingen afhænger af, hvor svært du er angrebet og af din alder. Lige meget hvad, anbefaler vi, at behandlingen altid bør foregå i samråd med din læge. 
 

Creme med lokalt virkende steroider og fugtighedscremer – hvilke cremer skal jeg gå efter?

 

Når du går til din læge, vil du ofte få ordineret en creme til psoriasis med steroidhormon. Denne behandling kan gentages, og kan virke effektivt på de psoriasisramte elementer. Selvom behandlingen kan gentages af flere omgange, vil der ofte være behov for, at trappe helt ud af behandlingen i perioder for at undgå bivirkninger. Den vigtigste bivirkning ved steroidhormoncreme er udtynding (atrofi) af huden. Dette kan ses ved, at huden bliver tynd og pergamentagtig, og at de små blodkar i huden let går i stykker, hvorfor der ofte ses blodansamlinger i huden.
 

Fugtighedscremer 

Fugtighedscremer er også afgørende for, at lindre generne af psoriasis-læsioner, da den irriterede hud har brug for en god og beskyttende barrierecreme for at undgå udtørring og irritation. God hudpleje kan desuden mindske risikoen for nye udbrud af psoriasis. Det er derfor en fordel at benytte fugtighedscremer både, når du har udbrud og, når din hud er fri for udbrud. Fugtighedscremerne bruges derfor også i kombination med andre psoriasis-behandlinger eller i perioder, hvor udbruddene er mindre voldsomme.  Fugtighedscremer har ligeledes blødgørende egenskaber, her kan du med fordel lede efter ingredienser som paraffin og petrolatum. Psoriasislæsionerne kan ligeledes kræve god fugtpleje med aktive ingredienser, som eksempelvis salicylsyre (fremgår som ”Salicylic Acid” i ingredienslisten) eller carbamid (fremgår ofte som ”Urea” i ingredienslisten), som kan opløse skæl-elementerne. Du kan læse mere om, hvilke MDerma-produkter, som er særligt egnet som supplerende fugtpleje ved psoriasis her. Fugtighedscremerne har ikke på samme måde bivirkninger, som steroid -cremerne har, og derfor kan smøring med fugtighedscremer foregå kontinuerligt. Det kan også en fordel at gå efter cremer med tjære, som kan virke dæmpende på psoriasisudbrud. Nogle lægemidler har D-vitaminlignende stoffer, som først og fremmest virker ved at nedsætte produktionen af hudceller.
 
 

Hurtige anbefalinger til, hvad du selv kan gøre for at mindske psoriasisudbruddene?

 

- Brug hyppigt en fed fugtighedscreme - gerne med skælløsnende egenskaber.
 
- Reducer dit forbrug af alkohol, da alkohol forværrer psoriasis.
 
- Hold dig slank, da overvægt forværrer psoriasis.
 
- Undgå stress – stress kan forværre og fremprovokere psoriasisudbrud. 
 
- Forhold dig altid til anbefalingerne fra din læge
 

Opsummerede facts om psoriasis:

 

- Psoriasis skyldes en overproduktion af hudceller i overhuden og et overreaktivt immunforsvar. 
 
- Psoriasis rammer omkring to - tre procent af befolkningen i Danmark. Det svarer til omkring 150.000 danskere.
 
- Sygdommen forekommer lige hyppigt hos mænd og kvinder.
 
- Man kan få psoriasis i alle aldre, men de fleste får det, når de er teenagere, i tyverne eller er midaldrende.
 
- Når først man har fået psoriasis, varer det resten af livet. Dog er der også perioder uden symptomer.
 
- Brug af fugtighedscremer kan være særligt egnede til at reducere og forebygge psoriasislæsioner.
 
- Steroid-cremer kan være særligt gavnlige som lokalbehandlinger mod psoriasisudbrud. 
 
- Lys – og klimabehandlinger kan være særligt gavnlige til mere voldsomme psoriasis udbrud. Det samme er gældende for systemiske og biologiske behandlingsmidler. 

 

Eksperten bag artiklen:

cremer til psoriasis

 

"Jeg anbefaler mine psoriasis-patienter, at benytte cremer med et højt fedtindhold og blødgørende egenskaber på områder, hvor psoriasis-huden er præget af blødelementer. På skællæsionerne anbefaler jeg cremer med skælløsnende egenskaber fx med carbamid eller salicylsyre. "

- Hudlæge og biokemiker Uffe Koppelhus, Hudlægen bag MDerma